Fantastiske fugle

Uberørt natur. Vådområder og strandenge. Falsterbo er i sandhed et drømmelignende stop på rejsen for millioner af trækfugle – og et voksende hotspot for ornitologer og fuglekiggere fra hele verden.

Morgenen gryr. En sen, men velkommen efterårssol indtager sin lave bane over den klarblå himmel. Blandt buskadset omkring Falsterbo Fyr er de næsten usynlige slørnet allerede sat op, og ringmærkerne nyder hver deres velfortjente kop kaffe. Det varer ikke længe, før de vingede gæster begynder at ankomme.

“Mange fugle trækker om natten for at undgå rovfugle. Når det lysner, får de øje på Øresund og dykker ned i fyrhaven for at hvile inden den 21 kilometer lange flyvning over sundet.”

Det forklarer Sophie Ehnbom, der er ansvarlig for ringmærkningen på fuglestationen. Som livslang fuglekigger har hun fulgt trækfuglenes migration, så længe hun kan huske. Siden slutningen af 1980’erne har hun og hendes kolleger ringmærket hundredtusindvis af fugle blandt træerne omkring fyret.

Med sin geografiske placering helt ude på spidsen af det sydvestlige Skåne er Falsterbo et naturligt hvilested på en af Europas store trækruter for millioner af fugle hvert år. Om foråret og efteråret er det næsten umuligt ikke at bemærke de tætte formationer af kaldende fugle på himlen.
Blandt næssets vegetation tager de en pause på deres interkontinentale rejse for at komme til kræfter, fylde energidepoterne op og pudse fjerdragten, inden næste etape.

Det er let at forstå, hvorfor den én hektar store have omkring Falsterbo Fyr er så stor en magnet. Her har træer i forskellige størrelser fået lov at vokse frit i det vilde græs, og langs de smalle sandstier er der rigeligt med buske. Det er desuden den eneste bevoksning, der er tilbage på næsset. Rundt omkring breder golfbanen sig i alle retninger – smuk at se på, men bestemt ikke et godt rastested for fuglekonger og rødhalse. De har brug for træer som skjul samt insekter og bær som føde.

“Vi gør alt, hvad vi kan, for at bevare havens naturlige vegetation. Millioner af fugle er afhængige af den som fristed. Samtidig har vi drevet forskning og ringmærkning her i over 70 år – og hvis vi skal kunne fortsætte, har vi selvfølgelig brug for fuglene,” siger Sophie.

Ringmærkning er faktisk et relativt nyt fænomen. Først siden slutningen af 1800-tallet har mennesker beskæftiget sig med nænsomt at indfange fugle og systematisk sætte små metalringe om deres ben. Ringene bærer et unikt nummer, som kan spores verden over – fra én ringmærker til en anden. Metoden kan lyde overraskende enkel, men gennem årtier har den givet svar på komplekse spørgsmål om fuglenes levetid, adfærd og trækmønstre. Under ringmærkningen bliver fuglen også vejet, målt, artsbestemt og sundhedstjekket. Alt registreres sammen med ringnummeret.

“Man holder aldrig op med at forundres over, hvordan fugle ringmærket her i Sverige dukker op vidt forskellige steder i verden – ofte ledsaget af en uventet historie.”

En af de historier står Sophie særligt nær. Den fører os hele vejen til Iraks sprukne ørkenstepper – midt ind i en krigszone. Efter en usædvanlig granatkamp skal en soldat have fundet en lille fugl på blot ti gram, stadig med sin ring intakt. Trods sine egne ekstremt svære omstændigheder sendte han et brev til Naturhistoriska museet i Stockholm for at finde ud af, hvor fuglen kom fra.

Det kan virke helt absurd, at en soldat midt i en krig tager sig tid til noget så tilsyneladende trivielt. Men det er samtidig en smuk og stærk illustration af den rene nysgerrighed, som fugleverdenen vækker i os.

Det behøver dog ikke altid være så dramatisk for at vække fascinationen. Bare det faktum, at en 13 gram let fugl ringmærket i Falsterbo kan krydse Øresund, fortsætte ned gennem kontinentet og nå hele vejen til Italien på blot syv dage, er nok til at få én til at måbe over deres utrolige viljestyrke.

Men bag alle de gribende anekdoter træder en mere alvorlig sandhed frem. Ringmærkningsarbejdet giver også et unikt indblik i de klimaforandringer, der præger vores tid.

“Varmen hænger ved meget længere ind i efteråret nu om dage, og derfor bliver fuglene også heroppe i nord længere. Selvom det er vores sidste dag i ringmærkningssæsonen, finder vi stadig hundredvis af fugle i nettene. Det er usædvanligt.”

Med en undertone af bekymring forklarer Sophie, hvordan et varmere klima påvirker fuglenes liv. At deres ophold i nord forlænges, er ikke et problem i sig selv – fugle tilpasser sig hurtigt. Den virkelige fare opstår, når naturens andre urgamle rytmer ikke kan følge med. Hvad sker der, hvis vejret slår koldt tilbage midt i ynglesæsonen? Eller hvis millioner af unger klækkes tidligt, før sommerens insekt-sværme er kommet i gang?

Sådanne ubesvarede spørgsmål svæver over morgenens ellers fredelige ringmærkningsarbejde – som en tæt dis i horisonten.

“Selvfølgelig går man og tænker over det. Men i sidste ende er vores opgave at tælle og ringmærke fuglene, så andre kan finde vejen frem,” siger Sophie.

Hun og hendes kolleger tager forsigtigt de sidste fugle ud af nettene og påbegynder sæsonens sidste ringmærkningsrunde. Ingen nye net sættes op før forårets komme, når fuglene vender tilbage fra varmere breddegrader.

Fuglestationen bliver nu et sted for forskning, men også et uddannelsescenter for unge fugleentusiaster – et vigtigt arbejde i en tid, hvor antallet af ringmærkere i Sverige længe har været faldende.

“Unge menneskers interesse for naturen har været lav i lang tid. Der er så meget andet at tage sig til. Men jeg har alligevel en fornemmelse af, at den nysgerrighed, jeg altid har haft, er på vej tilbage. Jeg er håbefuld,” afslutter Sophie med et særligt lys i blikket.

Fremtiden er som altid usikker. Men én ting er sikker: I et stadig mere uforudsigeligt klima hviler mange fuglearters fremtid i hænderne på den næste generation af ringmærkere. At give viden og passion videre bliver derfor afgørende – og her spiller Falsterbo Fuglestation og ildsjælene der en helt central rolle.