Kunsten at samle på fotografi

En pludselig forelskelse i fotokunst har taget Christina og Claes Lindquist med på en svimlende rejse – fra kunstentusiaster til nogle af Skandinaviens førende samlere og udstillere af fotografisk kunst. Deres samling, som over 20 år er vokset til mere end 600 værker, er resultatet af et usædvanligt samstemt makkerpar på jagt efter billeder, der betager, overrasker og udfordrer.

Væggene i Christina og Claes Lindquists hjem er alt andet end skandinavisk afskallet og hvide. Overalt mødes blikket af farverig fotokunst: et halvnøgent portræt af Pamela Anderson i en udfordrende positur fotograferet af David LaChapelle, Peter Lindberghs ikoniske billede The Wild Ones og et iøjnefaldende fotografi fra Chen Mans serie Long Live the Motherland. Hele hjemmet er fyldt med visuelle samtalestartere.

– Vores interesse for kunst har altid været en del af vores liv, men det var først for 20 år siden, da vi begyndte at udforske fotokunsten, at vi mærkede en tydelig forandring. Venner og familie, som tidligere knap havde lagt mærke til de oliemalerier, der hang på væggene, begyndte pludselig at standse op, stille spørgsmål og udtrykke deres fascination for fotografierne, fortæller Claes.

Christina nikker samtykkende og tilføjer:
– Det var virkelig en mærkbar forandring. De første fotoværker, vi valgte, var modebaserede. Et af dem var et ikonisk sort‑hvidt værk af Herb Ritts, kendt for sine stemningsfulde og ekspressive billeder. Det var ikke kun værkerne i sig selv, der fangede interessen, men også historierne bag hvert billede.

Christina og Claes, som begge voksede op i Borås, fandt hinanden allerede som 16‑ og 18‑årige. I byen, kendt for sin tekstilindustri, var kunst og design en naturlig del af hverdagen, da Christinas mor og Claes’ far begge arbejdede i branchen. Gennem årene har Christina haft mange forskellige jobs – fra at drive et rengøringsfirma til at sælge køkkener – mens Claes har en baggrund i erhvervslivet med engagement i Svenskt Näringsliv og en central rolle i et vinimportfirma.

Kunsten har været deres fælles passion, og i takt med økonomien samlede de på oliemalerier og litografier. Men en rejse til London og Paris, som resulterede i købet af deres to første fotokunstværker, ændrede alt. Tyve år senere tæller samlingen lidt over 600 værker.

– Vi har et stærkt fokus på modefotografi i samlingen, selvom vi også har meget andet. Det interessante ved modefotografiet er, at det konstant skubber til grænserne. Billederne er fulde af fantasi, fordi modefotografer altid har presset magasiner som Vogue og Harper’s Bazaar til at være så kunstneriske og spektakulære som muligt, siger Claes.

Efterhånden som samlingen voksede, og de tomme vægflader derhjemme blev færre, stod det klart, at hjemmet ikke længere slog til.

– Det gav ingen mening bare at opbevare værkerne – vi kunne knap nok selv nyde dem. Derfor begyndte vi at lede efter et sted, hvor alle kunne få glæde af dem. Vi kiggede især i København og var tæt på at slå til flere gange. Men så læste vi, at Falsterbo Strandbad stod tomt, og tog kontakt til Vellinge Kommune. Et halvt år senere åbnede vi Falsterbo Photo Art Museum – et fotomuseum, der er helt unikt i Europa, fortæller Christina.

Selvom interessen for fotokunst i Skandinavien har været længe undervejs, ser Christina og Claes en tydelig udvikling.

– I Sverige var fotokunst længe noget nyt og ukendt. Kun få gallerier viste fotografi, og mange vidste slet ikke, at fotografi kunne være kunst, siger Claes.
– Store byer som Paris, Berlin, London og New York har været førende inden for fotografi i mange år. I New York åbnede for eksempel Staley‑Wise Gallery, specialiseret i fotokunst, allerede i 1981. Folk grinede ad dem dengang, men i dag kan værker af fotografer som Richard Avedon, som de solgte tidligt, indbringe tocifrede millionbeløb.

På spørgsmålet om, hvordan modefotografiet har udviklet sig, deler Claes sine tanker:

– Modefotografiet er desværre blevet lidt mere glat og forsigtigt – lidt som i 1930’erne og 40’erne, hvor modellerne blot stod opstillet. Men der findes stadig fotografer som Steven Klein, der tør tage chancer. Overordnet set har der været en tendens til større forsigtighed, især i forbindelse med bevægelser som #MeToo.

– Til gengæld ser vi en spændende udvikling med fotografer fra Sydamerika og Afrika, som for alvor begynder at sætte deres præg. De kommer ofte med masser af farve og stærke, spektakulære udtryk, fortæller Christina.

Christina og Claes deler en dyb passion for fotokunst, som ikke blot forener dem, men også definerer deres fælles liv. For dem er hvert værk et kapitel i deres livshistorie.

– At vælge en favoritfotograf eller et favoritbillede er næsten umuligt – vi elsker så mange. Når vi vender tilbage til de ældre værker, er det som at forelske sig igen. Men jeg har personligt et særligt forhold til David LaChapelle, da han var en af de første fotografer, vi samlede på, og fordi vi har haft personlig kontakt med både ham og hans muse, indrømmer Christina.

Når det gælder valget af nye værker, er deres synkronicitet næsten telepatisk.

– På en udstilling vælger vi hver især tre favoritter, og det er fascinerende, hvor ofte vi falder for de samme værker. Det bekræfter bare, hvor ens vi tænker og føler omkring kunst, siger Claes.